Intelligent Fitness

Intelligent Fitness er grundtræning efter balletmetoden. Få et langt liv i en stærk, spændstig og bæredygtig krop – muligt for alle

Presse

Januar 2019, Sorø

Pardans og fitness – en eksplosiv cocktail i nyt samarbejde

Modsætninger mødes på dansegulvet, når V7 Fit i Sorø åbner dørene for mindful tango til februar. Det er Charlotte de Neergaard fra Charlottes Tangoskole og Tom Koustrup Mortensen, centerleder i V7 Fit, som i samarbejde åbner dørene for soranere, som drømmer om at kunne danse.

Alle kan være med, for det handler ikke om, hvad man gør, men om hvordan man gør det. Mindfulness og dans – og så på et fitnesscenter. Det er en eksplosiv cocktail, som har til formål at hjælpe deltagerne med at finde deres egen autentiske, indre danser og folde den ud inden for rammerne af den argentinske tango og sund fitnesstræning.

Det er pardans, men man kan sagtens være med, selv om man ikke har en partner. Målet er at lære kroppen at udføre det, man giver den besked på. Det kræver ingen forudgående kundskaber. Man skal bare være parat til at gå ind i det univers, hvor man arbejder med at mærke, styrke og blive klogere på sin egen krop.

Sammen med krop og styrke er nærværet, dansepartneren og den gensidige kommunikation i fokus. Når undervisningen når til vejs ende, er deltagerne ikke bare blevet stærkere og har lært at danse, de har også lært, at de rent faktisk kan danse på en intens og dynamisk måde, uden at det er nødvendigt at kunne en masse tricks og moves.

Kom og prøv 3 gange i februar, ingen tilmelding, bare mød op fredag 1. februar kl. 17 på V7 Fit, Vedelsgade 7B, medbringende tykke sokker, tøj til bevægelse og drikkedunk. Tangotræningen er GRATIS i februar, herefter er deltagelse omfattet af et almindeligt V7 Fit-medlemsskab, som samtidig giver fri adgang til styrke- og konditionstræning på næsten alle tider af døgnet – et virkelig godt introduktionstilbud til alle, der både vil danse og dyrke fitness.

Yderligere info:

Charlotte de Neergaard, mobil 23 24 86 12, Charlottes Tangoskole, tangoslagelse.dk
Tom Koustrup Mortensen, mobil 22 27 84 10, V7 Fit, v7fit.dk

 

Blogpost: https://charlottedeneergaard.wordpress.com/2019/01/10/argentinsk-tango-v7-fit-soroe-2019/

tango sorø avis januar 2019

Sorø Avis 22. januar 2019, side 12

April 2017, Sorø
Ballet og Tango i Sorø på Dansens Dag 29. april

Når Dansens Dag løber af stabelen over hele verden, kan du i Sorø deltage i Ballet & Tango-workshop arrangeret af Sorø Balletforening. Den dag holder foreningen ÅBENT HUS for alle interesserede for at vise, at balletfitness er noget alle kan være med til, hvis man vil træne sin krop på en intelligent, sund og bæredygtig måde i fællesskab med andre. BalletFitness® er et nyt koncept som bygger på ballet som træningsmetode, der intet har med klassisk ballet som kunstart at gøre.

Tango på en helt ny måde

På samme workshop kan man få lov at prøve en helt ny måde at danse tango på. Det er argentinsk tango udformet som linedance. Derfor behøver man ikke medbringe en dansepartner for at opleve den skønne tangomusik og danse de elegante argentinske tangotrin, som ikke er svære at udføre, når blot man følger opvarmningen ved barren først.

Om Dansens Dag

Den 29. april er Dansens Dag, hvor dansen bliver fejret i hele verden. Dansens Dag sætter hvert år spot på dansens evne til at krydse politiske, kulturelle og etniske grænser og forene folk i fred og venskab gennem dansen som sprog. Dansens Dag er for alle og med alle, og de mange arrangementer udspringer af lokale initiativer og er lokalt forankret. Dansen sniger sig ind i skolerne, biograferne, ud i det offentlige rum, på perroner og torve, og man kan opleve alt fra squaredance, folkedans og hip hop til ballet, tango og moderne dans. Og i Sorø kan man altså deltage i balletfitness for alle og tango-linedance uden dansepartner.

Workshoppen finder sted kl. 9-11 i gymnastiksalen, Skolevej 1, Sorø, og deltagelse er gratis. Man skal medbringe tykke sokker til opvarmning og dansesko (hvis man har) til tango. Tilmelding senest 23. april til foreningens formand, Gerd Trærup, på mobil 20630249 eller mail gerd@traerup.net.

Kom til Ballet & Tango-workshop hos Sorø Balletforening på Dansens Dag 29. april

Læs opslag (blogpost)

Læs invitation til Ballet & Tango-workshop (pdf)

Læs mere om Sorø Balletforening (website)

Læs mere om balletinstruktør i Sorø Balletforening, Charlotte de Neergaard (blog-side)

Logo Ballet & Tango-workshop:

 

Reklamer
%d bloggers like this: